Det blev en festlig formiddag for Springbrættet Brønderslev, da de onsdag tog på bibliotekstur i det fine novembervejr. Gruppen startede med en gåtur ned til Brønderslev Bibliotek, hvor de blev mødt af bibliotekets trofaste ven, Nikolaj.
I anledning af Mumitroldenes 80 års fødselsdag blev der sunget for fuld kraft, og Nikolaj læste op af en klassisk Mumitrold-historie. Som en særlig overraskelse fik deltagere også besøg af den ikoniske Mumi. Inden turen gik hjem, blev der lånt en samling af julehistorier med til glæde for højtlæsning på Springbrættet.