Bestsellerforfatter Tom Buk-Swienty besøger Brønderslev Bibliotek

Bestsellerforfatter Tom Buk-Swienty. Fotograf: Morten Holtum
dato

Den 5. november kan du på Brønderslev Bibliotek opleve bestsellerforfatter Tom Buk-Swienty udfolde historien om fire danskere, som oplevede Berlins fald under 2. Verdenskrig helt tæt på, mens de med livet som indsats skrev verdenshistorie.

Tom Buk-Swienty udgiver her i efteråret den spritnye bog “Berlin brænder”, som er en dokumentarisk fortælling om danskere i Berlin under 2. Verdenskrig – baseret på unikt og hidtil upubliceret materiale.

Bogen tager udgangspunkt i bl.a. to danskere, som var udstationerede i Berlin i krigens sidste år. Det drejer sig om Paul E. Stemann fra Berlingske Tidende og Arild Hvidtfeldt fra Socialdemokraten, som begge oplevede bombninger af byen, indtoget af den røde hær og til slut Berlins fald.

Nu kan du få hele historien af manden bag bogen, når Tom Buk-Swienty gæster Brønderslev Bibliotek.

”Tom Buk-Swienty har en enestående egenskab til at koge kompleks historie ned til informativ og underholdende læsning,” fortæller Brønderslev Biblioteks formidler, Hans Wendelboe Bøcher. ”Som historiefortæller er han fremragende, og det bliver en fornøjelse at opleve ham folde disse gemte historier ud for os.”

Dele af bogen er aldrig før blevet publiceret, men Tom Buk-Swienty har fået adgang til det helt unikke materiale, og du får til foredraget lov til at høre om alle de dramatiske begivenheder.

Foredraget finder sted den 5. november kl. 19.00 på Brønderslev Bibliotek. Billetten koster 125 kr. og kan købes på www.bronderslevbibliotek.dk eller på biblioteket.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.