Sommerfugle i maven og timevis af terperi. I disse dage går 9. og 10. klasser landet over til deres afsluttende eksaminer, inden de skal vinke farvel til folkeskolen. Når eleverne i 9. klasse på Hedegårdsskolen sætter sig ved det grønne bord, har de et fået et lille forspring. Her begyndte eksamensforberedelsen nemlig på biblioteket.
For mange af eleverne er det nyt at skulle gå til eksamen og selv strukturere en læseferie. For at give dem den bedste start på danskeksamen, valgte Hedegårdsskolen at samarbejde med Brønderslev Bibliotek. Her fik eleverne mulighed for at gå på jagt i bibliotekets materialer for at finde den helt rigtige tekst at arbejde med.
En guide til litteraturens jungle
Den mundtlige eksamen i dansk er skruet sådan sammen, at alle elever trækker et såkaldt fordybelsesområde. Herefter skal eleven selv finde et egnet prøveoplæg og forberede den analyse, som fremlægges mundtligt til selve eksaminationen.
”Når eleverne får lov at lede efter materialer på biblioteket, får de en fornemmelse af, at de tekster, vi arbejder med, rent faktisk kommer fra bøger. Det er ikke kun fotokopier,” fortæller lærer Susanne Hald Have, der underviser en 9. klasse på Hedegårdsskolen i dansk.
Inden eleverne bankede på bibliotekets hoveddør, havde bibliotekarerne fundet romaner, noveller og kortfilm frem, der passede til elevernes fordybelsesområder. Desuden stod bibliotekarerne klar til at hjælpe med at navigere i digitale ressourcer og guide eleverne videre i deres søgning efter det perfekte prøveoplæg.
Foto: Brønderslev Bibliotek / Bibliotekchef, Marianne, hjælper elev med litteratursøgning.
Et rum til ro og fordybelse
Eleverne Frida og Emma havde begge trukket fordybelsesemnet ”Selviscenesættelse”. Hver især havde de fået til opgave at finde en novelle, der passer til emnet, og som de kan lave en gennemarbejdet analyse af inden eksamen.
”På biblioteket er der en masse tekster at vælge imellem, og når det ligger fremme her, er det mere overskueligt at vælge den rigtige,” forklarer Frida.
Klassekammeraten Emma er enig: ”Der er mere ro til at sidde på biblioteket og læse, end der er i klassen,” mener hun. ”Det er fedt at bladre i de fysiske bøger, og her kan man bedre koncentrere sig om at læse i dem.”
Under besøget på biblioteket snuste pigerne rundt i forskellig litteratur, inden de valgte den novelle, som de hver især vil eksamineres i.
Foto: Brønderslev Bibliotek / Eleverne, Frida og Emma, forbereder sig på dansk eksamen.
Nye rammer giver nye litterære oplevelser
At se bibliotekets mange materialer igennem og få lov at fordybe sig inden for nogle andre rammer end klasseværelsets fire vægge har været en stor hjælp for eleverne.
”Jeg kan egentlig godt lide at fordybe mig i en god bog,” siger Frida. ”Den oplevelse bliver jeg lige mindet om på biblioteket. Det kan godt være lidt presset at sidde inde i klassen, men her er plads og ro til, at vi kan fordybe os.”
Elevernes lærer Susanne Hald Have har også været glad for at kunne udnytte bibliotekets potentiale i skolesammenhæng: ”Udover at eleverne får hjælp til at vælge en tekst til deres eksamen, så kommer de ind i et nyt rum og lærer, hvordan de kan bruge biblioteket til skolearbejde fremover.”
Bibliotek og skole skal sammen styrke læseevnen
Det er et nyt at koncept, at Brønderslev Bibliotek inviterer kommunens 9. og 10. klasser inden for i forbindelse med den mundtlige eksamen i dansk. De første besøg har været en stor succes for lærere og elever, og samtlige skoler får tilbuddet om at komme igen næste år.
”Det er vigtigt, at vi møder eleverne i øjenhøjde,” forklarer bibliotekar Jette Thorndal Madsen.
”Når de kender os og ved hvordan de skal bruge os, får de forhåbentlig lyst til at besøge biblioteket i andre sammenhænge.”
Bibliotekets nye skolekatalog er netop blevet trykt, og her udbyder biblioteket forskellige faglige aktiviteter for kommunens skoler. Samarbejdet mellem bibliotek og skole vægtes højt, og det er der en god grund til. Den seneste læseundersøgelse af elever i 4. klasse verden over viser desværre, at flere danske børn er svage læsere.
”Vi vil gerne styrke elevernes motivation for at læse, også udenfor skolen,” slår Jette Thorndal Madsen fast. ”Det kan give dem en større glæde ved at læse og styrke deres læseevner.”