OBS: Læs KUN dette, hvis du er mellem 10 og 14 år:
- Psst! Er du klar til at høre noget, du ikke vidste, du gerne ville vide? Uanset, om det skal være sjovt, uhyggeligt, romantisk eller bare godt gammeldags spændende og helt umuligt at lægge fra sig, så har vi bøgerne på biblioteket!
Lige præcis DU er inviteret til selv at tjekke efter på biblioteket i Dronninglund mandag den 2. september, i Brønderslev den 3. september om eftermiddagen og i Hjallerup om aftenen. Her vil Jette og Nikoline vise og fortælle om de fedeste, vildeste, flotteste og mest underlige bøger; med alt fra magiske fantasy-universer, nervepirrende action, kærlighed i kilovis og seje superhelte i både fantasien og virkeligheden.
Og selvom vi ved, at mor og far kan være helt vildt pinlige, så tag dem alligevel gerne med. Dem har vi nemlig også noget til.
Til dig, der er FORÆLDER til børn mellem 10 og 14:
Synes du, det er svært at følge med i, hvad der findes af nye, gode børnebøger, og hvad der passer til dit barn? Kom til bogcafé på Dronninglund Bibliotek, mandag den 2. september kl. 16:30-17:30 eller i Brønderslev, dagen efter i samme tidsrum.
For, indrømmet, det kan godt være lidt op ad bakke med den der fritidslæsning. Nogle gange er det TikTok og Insta, der er svære at konkurrere med, men det kan også være interesser som sport eller gaming, der fylder meget i hverdagen.
Børnebibliotekar Jette Thorndal Madsen og biblioteksformidler Nikoline Asmund Thomsen kommer med en masse boganbefalinger, der passer til målgruppen 10-14 år, og fortæller også, hvorfor det er vigtigt at læse i sin fritid. Få lavpraktiske og konkrete forslag til, hvordan man kan gøre læsningen til en lidt sjovere aktivitet, også hvis man har lidt svært ved det. Sammen ser vi også på eReolen GO og bibliotekets app, ligesom der bliver tid til spørgsmål.
Det er gratis at deltage, så tag endelig sønnike eller datteren med. Selvom de måske vil synes, du kan være både for meget og for pinlig, så er det nemlig sundt og godt at opleve noget sammen.
Efter bogcaféen har I mulighed for at låne de præsenterede bøger med hjem, så I sammen kan begynde på en ny, fælles læseoplevelse.
Alt det praktiske
Bogcaféen finder sted på Dronninglund Bibliotek den 2. september kl. 16.30-17.30, på Brønderslev Bibliotek den 3. september kl. 16.30-17.30 og på Hjallerup Bibliotek den 3. september kl. 19.00-20.30. Vi byder på sodavand og kage. Tilmelding foregår via Brønderslev Biblioteks hjemmeside www.bronderslevbib.dk eller på biblioteket.