Torsdag aften tog Brønderslev IF turen til Idrætshallen i Aalborg, hvor de mødte Aalborg HK 2 i sæsonens første kamp.
Dette skulle vise sig at være til stor succes for Brønderslev IF-mandskabet, som kunne notere sig en sejr på cifrene 18-23. BI-træner, Jacob Libak Hansen, glæder sig over en sejr i sæsonåbneren.
“Fedt med to point på kontoen i en meget stærk kamp af gutterne.”
Brønderslev formåede at holde Aalborg på blot 18 scoringer. En stærk defensiv præstation dannede derfor grundlag for sejren, mener Jacob Libak Hansen:
“Defensivt stod vi bundsolidt i vores 6-0 forsvar. Aalborg HK havde enormt svært ved at spille sig igennem.”
Spørger man træneren er der også flere spillere i jerndefensiven, der fortjener ros. Derudover glæder cheftræneren sig også over, at han kunne give seniordebut til en ung spiller.
“Mads Søborg og Jeppe Richter skal fremhæves som de store forsvarschefer. Andreas Brix i målet stod en meget flot kamp. Til sidst vil jeg gerne nævne vores debutant, Frederik Trudslev, der fik sine første minutter som herresenior-spiller.”
Brønderslev IF skal i kamp igen mod Aabybro HK søndag den 9. oktober. Kampen fløjtes op i Brønderslevhallen klokken 16:30.
Kampens resultat:
18-23
til
Brønderslev IF
Række: Jyllandsserien Herrer