Brønderslev By's foreningsliv samler sig den 15. september 2025 for at diskutere den presserende mangel på halkapacitet. Kom i hallen og bak op om det lokale foreningsliv. Du kan også stille dine spørgsmål til Brønderslevs lokale politikere og medlemmerne af Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget.
Den 15. september 2025 markerer en milepæl for Brønderslev By, når det lokale foreningsliv inviterer borgerne til en politisk debat omhandlende byens manglende halkapacitet. Arrangementet finder sted kl. 19 i Brønderslev Hallerne, Knudsgade 15, 9700 Brønderslev.
Bag mødet står Idrætssamvirket Brønderslev, Brønderslev Hallerne og de af Brønderslevs foreninger, som i flere år har været presset på at kunne finde haltider og plads til deres mange medlemmer.
Foreningslivet ønsker at vise, at Brønderslev står sammen og opfordrer alle til at komme i Brønderslev Hallerne for at stille sine spørgsmål til lokale politikere og medlemmerne af Fritid-, Kultur- og Turismeudvalget.
Brønderslev's idræts- og foreningsliv er vokset i størrelse gennem årene og ønsker ikke længere at miste medlemmer til nærliggende byer med bedre faciliteter. "Brønderslev har som by og kommune ikke råd til at miste flere børn, unge og voksne til foreninger i andre kommuner, fordi vi ikke kan tilbyde kapacitet med tidssvarende faciliteter" udtaler Malene Fisker, som udover at være formand for BI Håndbold og med til at arrangere debatten også selv er politisk kandidat for Venstre Brønderslev.
"Vi har brug for at få foreningslivet på den lokalpolitiske agenda, for selvom budgettet er stramt,, er det nu, vi skal give hinanden et løfte om, at Brønderslev med sin størrelse og antal af både foreninger og medlemstal har brug for mere kapacitet her og nu," fortsætter Malene Fisker.
Foreningsliv og fællesskab er vigtigt for medlemmer i alle aldre, og derfor håber arrangørerne også at se rigtigt mange forældre, bedsteforældre og trænere samt øvrige interesserede til stede.
Alle er velkomne, og debataftenen indledes med taletid til Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget, hvorefter der åbnes for spørgsmål til politikerne. Så hvis du ønsker at være med til at forme Brønderslevs fremtid og sikre attraktive foreningsmuligheder, så mød op og gør din stemme hørt.
Der er gratis adgang til arrangementet, og det kræver ingen forhåndstilmelding. Kom og vær en del af forandringen, der skal sikre Brønderslev som en attraktiv og aktiv kommune for alle borgere i fremtiden.