Der var spænding i luften, da Brønderslev Bibliotek og Thise Idrætsforening den 1. søndag i advent inviterede alle børnefamilier med til at redde Mumifamiliens jul.
Omkring 85 børn og voksne var mødt op til en hyggelig gåtur i Nisseskoven i Thise Bakker, hvor Mumitrolden pludselig dukkede op til stor begejstring hos de mindste.
Mumitroldene går normalt i vinterhi, når kulden gør sit indtog og vågner først op igen ved det spirende forår.
Men Hemulen havde vækket dem af deres lange vintersøvn, og da Mumitroldene ikke er vant til jul, måtte alle deltagerne hjælpe dem med at finde forskellige juleting i skoven, så de kan holde jul.
Ved hjælp af et kort over Mumidalen skulle børn og voksne finde fem ting, der var gemt i skoven. Det var ting som en pyntet grankogle, julekugle, julelys, englefjer og en julegave.
Som afslutning på turen rundt i skoven, blev alle disse ting hængt på Børnenes Juletræ som kan ses i Nisseskoven hele december måned.
Foto: Brønderslev Bibliotek // 85 børn og voksne mødte op for at hjælpe med at redde Mumifamiliens jul.
I skumringen blev alle julelysene tændt mens Ida Maagaard Jensen, der er bibliotekar på Brønderslev Bibliotek, læste slutningen højt af ”Da julen kom til Mumidalen”, hvilket gav en ekstra dimension til Tove Janssons magiske Mumiunivers.
Arrangementet var en del af projekt ’littera(gå)tur’, hvor bevægelse i uderummet kombineres med litteratur, der giver en unik mulighed for at tilføje højde og dybde til litteraturen i samspillet med omgivelserne og deltagerne.
Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og løber året ud.