Blå bog
Dennis Kvesel er 59 år gammel og stiller op for Venstre.
Han har en lang række af titler heriblandt:
Tidligere kvalitetschef på de danske kraftværker.
Tidligere selvstændig akkrediteret Vejer & Måler.
Tidligere formand for Hjallerup Marked, Hjallerup Kulturhus og Hjallerup Fodboldafdeling.
Nuværende halinspektør i Flauenskjold.
"Jeg afslutter snart min første byrådsperiode og genopstiller hertil og denne gang også til Regionsrådet."
I hans fritid går han op i golf, fodbold i fjerneren og hygge med familien.
Han har boet i kommunen siden 1982 og er for nyligt flyttet til Dorf.
"Da vores 2 børn Karina og Kasper var flyttet hjemmefra, solgte vi vores hus i Hjallerup, og nu hygger min kone Kirsten og jeg os i vores lille idyl i Storskoven midt i Jyske ås."
Hvad betyder Brønderslev kommune for dig?
"Den betyder alt, da det jo er her, jeg bor og forhåbentlig skal leve min alderdom ud."
Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
"Fordi jeg altid har haft den holdning om, at man skal søge at tage ansvar og indflydelse i stedet for bare at snakke om tingene.
Som medlem af byrådet har du en klar medindflydelse i, hvorledes kommunen skal driftes og udvikles."
Hvad er dine politiske mærkesager?
"Det er vigtigt, at vi drifter en kommune med fokus på en sund økonomistyring, således at der afvikles gæld, og der samtidig sikres mulighed for at investere i vækst til gavn for vores borgere.
Da vi er en geografisk spredt landkommune, er det vigtigt, at man tilgodeser både land og by i de beslutninger, der tages.
Det skal sikres at vores børn, ældre og syge, samt borgere med specielle udfordringer har de bedste forudsætninger for at leve et udfordrende, indholdsmæssigt og værdigt liv.
Vi skal sikre at børnepasning, ældrepleje og omsorg, erhverv, fritid, kultur, skole og infrastruktur går hånd i hånd og indtænkes i alle beslutninger.
Jeg er ligeledes tilhænger af, at vi overholder kommunens vision om, at "Vi altid er i samråd med borgerne"."
Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
"Jeg vil nødvendigvis ikke gå i gang med noget nyt, men jeg vil gerne fortsætte mit arbejde, som jeg har udført hidtil gennem min deltagelse i:
Byrådet.
Børn- og skoleudvalget.
Teknik- og Miljøudvalget.
Fritids- og Kulturudvalget.
Landdistriktsrådet.
Midtbyrådet i Hjallerup.
Områdefornyelsesudvalget i Flauenskjold.
Projektgruppen for turismefremme i Brønderslev kommune."