Efter fem år med tanken tog Frank springet: Nu nyder han friheden som selvstændig

Foto: Brønderslev Vikar og Multiservice.
dato

Ingen arbejdsdage behøver ligne hinanden hos Brønderslev Vikar og Multiservice. Her hjælper Frank både private og erhverv med stort og småt – og efter flere år med tanken om livet som selvstændig valgte han i januar at gøre alvor af drømmen.

Den 9. januar 2026 blev startskuddet til Brønderslev Vikar og Multiservice. For Frank havde beslutningen dog været undervejs længe.

"Jeg havde gået med tanken om at blive selvstændig i omkring fem år. Den dukkede op oftere og oftere, og til sidst tænkte jeg, at nu skulle det være slut med bare at gå og tænke på det. Nu ville jeg gøre det," fortæller Frank.

Der gik ikke lang tid fra beslutningen var taget, til den første opgave landede. Det blev tilmed en større opgave, som holdt ham beskæftiget i fem måneder.

Billeder fra et projekt hos en ny kunde, hvor Frank lavede en total entreprise med klipning af hæk, græsplæne, brakareal og let beskæring af træer. - Foto: Brønderslev Vikar og Multiservice

Fra småopgaver til store udendørsarealer

Udgangspunktet for virksomheden er enkelt: Frank lejer sine kompetencer ud dér, hvor der er brug for et ekstra sæt hænder. Med en baggrund som uddannet landmand og erfaring fra både lager, fabrik og senest som kranchauffør har han lidt af hvert med i værktøjskassen.

Opgaverne kan blandt andet være flytning, gravearbejde og forskellige praktiske opgaver, og Frank råder også selv over lidt maskineri. Kunderne tæller både private og virksomheder.

"Jeg vil også gerne have de små kunder. Der skal være nogen, der hjælper det ældre ægtepar, som måske bare har brug for hjælp til en mindre opgave," siger han.

Samtidig er større opgaver også begyndt at vise sig. Frank er blandt andet i dialog med en ny kunde, hvor opgaven potentielt kan komme til at omfatte vedligeholdelse af udendørsarealer på op til ni lokationer.

Låger fremstillet til Økolog Thomas Bertram. - Foto: Brønderslev Vikar og Multiservice

Friheden skal bevares

Frank arbejder primært i Brønderslev og de omkringliggende byer, men tager gerne længere væk, når den rette opgave byder sig. Han har eksempelvis allerede haft arbejde helt i Hals.

Fremtiden kan byde på mere grej og dermed mulighed for endnu flere typer opgaver, men ambitionen er ikke nødvendigvis at bygge en stor virksomhed med ansatte.

"Jeg elsker friheden ved at være selvstændig. Jeg vil gerne selv være ude og lave arbejdet frem for at ende foran computeren. Og så kan jeg rigtig godt lide, at dagene ikke er ens," fortæller Frank.

 
Kilde: Brønderslev Vikar og Multiservice
Brønderslev Vikar og Multiservice

Underårevej 99, Brønderslev

24 93 51 ..
Se på kort

åbningstider

Ring og hør nærmere