Ejer vi personalet?

Foto: Privatfoto.. Runa Friis Hansen (Ø) & Martin Bech (I)
dato

Liberal Alliance og Enhedslisten i fælles front for Brønderslev Kommunes personales ret til at ryge i pauserne

Enhedslisten og Liberal Alliance er ikke altid enige – men en ting er de to partier dog enige om, i Brønderslev Kommune – er man ansat hos Brønderslev Kommune, så betyder det ikke, at man er kommunens ejendom. Partierne mener, at det har en snert af “sundhedsdiktatur” over sig, når det nu foreslås, at rygning forbydes totalt i arbejdstiden for kommunens personale.

“Vi er jo for længst langt ude over det der med, at personalet render og ryger i tide og utide, i stedet for at passe deres arbejde – det er ikke et problem i dag” siger Martin Bech fra Liberal Alliance. Han mener, at det er en ren tilståelsessag, når det af forslaget fremgår, at det handler om personalets sundhed: “Jeg mener, at personalets sundhed er deres eget ansvar – det er voksne mennesker - jeg vil ikke blande mig i deres livsstil.”

Nogenlunde samme toner lyder fra Enhedslistens Runa Friis Hansen, der siger; “det ligger jo også implicit i sådant et forslag, at man gerne vil have, at personalet også i deres fritid holder sig fra tobakken, nikotinposerne og e-cigaretterne – det kan vi da ikke tillade os at blande os i”

De to politikere har givet håndslag på at bekæmpe forslaget med næb og klør – “vi anbefaler da ikke nogen at ryge, faktisk synes vi det er en god ide at lade være – men det er altså ikke noget vi skal bestemme” siger Runa Friis Hansen, mens Martin Bech supplerer; “for hvad bliver det næste, hvis det er legitimt for kommunen at diktere medarbejdernes livsstil? Skal vi bestemme hvad personalet må spise i arbejdstiden, hvornår de skal gå i seng eller om de skal bruge solcreme når solen skinner?”

“Det er jo vigtigt at huske, at rygerne ikke er kriminelle – rygning er jo lige så lovligt som Matadormix og forslaget kommer jo altså ikke på baggrund af en masse henvendelser fra utilfredse borgere” slutter Runa Friis Hansen”

Forslaget om røgfri arbejdstid kommer formentlig til afstemning i byrådet inden for de næste måneder. Men man kan altså ikke regne med, at hverken Enhedslisten eller Liberal Alliance vil bakke op

Kilde: Martin Bech & Runa Friis Hansen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.