Eventyrlige forberedelser til Royal Run på Brønderslev Bibliotek er i gang: Oplev prinser, prinsesser og en kongebager på løbestien

Foto: Brønderslev Bibliotek.
dato

Er du en af de mange, der er i gang med at tælle ned til den 20. maj? Og måske har du snøret løbeskoene lidt oftere end normalt for at blive klart til årets store motionsfest: Royal Run.

På Biblioteket er forberedelserne til en eventyrlig dag i fuld gang, for her kommer det til at vrimle med prinser og prinsesser – og en helt særlig bagerkonge.

Pladsen foran biblioteket har fået et ganske særligt tema i dagens anledning: Her løber deltagerne nemlig lige forbi eventyrzonen. Det Mobile Bibliotek står klar til at sprede magi med en skattekiste af historier, der vil fortrylle selv den mest trætte løber, når stængerne igen skal hviles.

Uden mad og drikke dur en prins eller prinsesse ikke, og for at gøre løbeoplevelsen lidt sødere, har biblioteket allieret sig med ingen ringere end mesterbager Micki Cheng kendt fra programmet Den Store Bagedyst. Han vil dele lidt lækkert ud til løberne, og han har naturligvis også tid til en selfie i forbifarten.

Når benene trænger til en pause, er der en (næsten) ægte kongetrone, hvor du kan få et velfortjent hvil. Naturligvis kan du her også blive kronet som en ægte løbskonge eller -dronning i guldkrone. Top det hele af med nogle søde røde hjerter på kinderne, og du er klar til at erobre løbestien igen.

Biblioteksleder Marianne Hundebøl glæder sig: ”Det er ret eventyrligt, at vi får en vaskeægte kronprins til byen, og vi kunne ikke se et mere passende tema end netop eventyr. Vi glæder os til at være med til at give alle deltagere og publikum en fantastisk dag.”

Løberuterne for både 5 og 10 km passerer lige forbi biblioteket. Se evt. mere på Royal Runs hjemmeside royalrun.dk/vaertsbyer/broenderslev.

Kilde: Brønderslev Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook