Af Ida Maagaard Jensen
Der findes mange nisser i litteraturen – læs med og find ud af, hvilken nisse du selv har boende.
Vi er trådt ind i julemåneden, og tiden er kommet til at finde nisserne frem fra kasserne på loftet, eller måske er de allerede fundet frem og sat på kommoden eller i vindueskarmen.
Som de plejer. For julen handler i høj grad om traditioner og her er nisserne ingen undtagelse. Nisserne er med i vores fortælling om julen til vores børn, og der bliver sat grød på loftet eller ved den lille nissedør.
Netop fortællingen om nissen går helt tilbage til 1823, hvor de første sagn om den danske nisse blev indsamlet og udgivet af J.M. Thiele. De klassiske sagn om nissen som drillepind samt husets beskytter er velkendt i hele Norden, og han blev beskrevet som én der boede på hver gård og var hjælpsom over for bonden, så længe han fik et fad sødgrød med en stor smørklat.
Men faktisk kan man i litteraturen også finde mange andre slags nisser. Læs med her og find ud af, hvilken nisse du har boende.
Den klassiske gårdnisse
Oprindeligt var gårdnissen ikke god, og han kunne tage en frygtelig hævn eller rejse sin vej, hvis han ikke blev behandlet ordentligt. Nissen bringer lykke til menneskene og tager sig af praktisk arbejde på gården, så ingen ønskede at han skulle rejse, og han fik derfor rigeligt med sødgrød med smørklat til højtider.
Nyere børnelitteratur behandler dog gårdnissen på en kærligere måde på trods nissens hidsige temperament, hvilket blandt andet ses i Troldeliv: Julekalenderbogen af Sissel Bøe og illustreret af Peter Madsen.
I denne julehistorie med 26 kapitler tror menneskene ikke længere på gårdnissen Nisse Nik, og de glemmer derfor at sætte mad ud til ham. Det vil Nisse Nik ikke finde sig i, så han finder på alle mulige drillerier, der driver folkene på gården til vanvid.
Heldigvis tror datten Sofie stadig på nissen og med hjælp fra Paja og Pajko lærer de gårdens beboere god, gammeldags nisseskik. Herlig højtlæsningsbog fra 5 år, der starter allerede dagen før den 1. december.
For de lidt yngre er Astrid Lindgrens Nissen et godt bud på en herlig julebilledbog, der handler om en nisse, som vogter over gården, som han bor på. Nissen sætter små fodspor i sneen, men det mærkelige er, at ingen har set ham.
Den ukristelige kirkenisse
Nisser hjælper til der hvor de bor, og det gælder også kirkenisserne. Disse nisser holder til i præstegårde eller i kirker på trods af at nisser ikke er en del af kristendommen, og det siges at kirkenisserne går deres vej om søndagen, når kirkeklokken ringer.
I litteraturen er kirkenisser ikke udbredt, men de optræder dog i flere forskellige af H. C. Andersens eventyr. Blandt andet eventyret ”Ole Lukøje”, hvor den lille Ole med paraplyen sætter sin paraply med billeder på over de gode børn, der drømmer dejlige drømme hele natten.
Men han har også en paraply, hvor der slet intet er på til de uartige børn, som dernæst sover dårligt og uden drømme. Undervejs i eventyret skal Ole Lukøje hen til kirketårnene for at besøge kirkenisserne og sørge for at de polerer klokkerne til søndagens gudstjeneste.
Den mystiske skovnisse
Hvor gårdnissen og kirkenissen er iklædt vadmelsklæder og rød hue, er skovnissen klædt i grønlige og brunlige nuancer, der passer til dens omgivelser i naturen. De er ofte ret små, og er som sådan ikke et flokvæsen. Skovnisser ved alt om bær og svampe, og er i familie med gnomer og alfer.
Dette ses også i Elsa Beskows De små skovnisser, der er en poetisk billedbog med de fineste illustrationer om årets gang i skoven, hvor de små skovnisser leger med skovens dyr, møder farlige trolde og slanger, går i ugleskole og bader i bækken.
En nyere julehistorie om en skovnisse findes i Bjarne Reuters Historien om nissen, hvor pigen Vida falder ud af sin farfars kane midt i den sneklædte skov og hun er helt alene. Men hun er ikke helt alene. En lille fyr med rød hue befinder sig også i skoven.
Den forudseende skibsnisse
I mange folkesagn optræder også skibsnisser, der altid har travlt med at lave udkast og overslag til alt det arbejde, der skal gøres på skibet næste dag. Det siges nemlig, at man gør klogt i at lytte til hans råd, da han kan forudse storme. Skibsnissen er heller ikke sen til at drille skibsdrengen, hvis ikke de står på venskabelig fod med hinanden.
Hvis skibsnissen er ombord på et skib, der skal forudlykke, springer han overbord aftenen før og svømmer i land eller til et andet skib. Dette beskrives meget levende i Nissens historie af F. Feilberg fra 1918.
Til børnene kan der i stedet læses Skibsnissen Aksel og andre nissehistorier fra Ledvogterhuset af Bent Bjerring, der omhandler en nissefamilie på Fyn, som får besøg af den gamle skibsnisse Aksel.
Den udspekulerede sætternisse
Er du bogtrykker eller forlagsredaktør, kan du godt forvente at få besøg af sætternissen. I blandt andet Hyggen af Lars Henrik Olsen møder vi Hyggen, som er en gnaven gammel gårdnisse, der tager på besøg ved en sætternisse og fortæller historier om alle deres drillerier. Bogen udkom første gang i 1979 og er blevet en højtlæsningsjuleklassiker med 24 kapitler. Sætternissen har eksisteret siden bogtrykkerkunstens indførelse og den store fornøjelse er at indsmugle trykfejl i bøger og blade, og han gør det så udspekuleret at fejlene undslipper korrekturlæsningen.
Den drillesyge drillenisse
Sammen med gårdnissen er drillenissen nok den mest kendte. For drillenisser kan nærmest ikke lade være med at drille, ligegyldigt hvor meget sødgrød med smørklat de får serveret. Sådan er Tiske og Taske i bogen Nisseungerne Tiske og Taske og børnene fra møllerhuset af Gerhard Kaimer.
Her får Tiske og Taske deres sag for, da mennesker overtager deres elskede møllerhus som de bruger som legehus. Der er derfor ingen vej udenom, og menneskerne må og skal drilles. Men børnene Lotte og Lars finder dem, og så starter balladen.
Forhåbentlig er du blevet klogere på, hvilken slags nisse du har til huse, og hvordan du sørger for at holde den i godt humør.
Hvis du stadig er nervøs den for kommende højtid, kan det anbefales at læse bogen Nisser i hverdag og fest af Vagn Simonsen, der er et billedværk som med megen lune fortæller om nissers liv og adfærd.
Kig også forbi dit nærmeste bibliotek, der har masser af julehistorier – både med og uden nisser!