Lige der, hvor Nordatlanten møder Ishavet, finder du et lille land midt i et stort hav. Her ligger Island med de højtspringende gejsere, majestætiske vandfald, sorte sandstrande – og ikke mindst nogle af verdens dygtigste forfattere. Dem kan du komme tæt på helt uden at forlade Danmarks grænser, når litteraturhistoriker og forfatter Torben K. Rasmussen holder foredrag på Brønderslev Bibliotek.
Hvordan bliver store forfattere skabt ud af et lille land? Det vil Torben K. Rasmussen forsøge at forklare den 2. oktober kl. 19.00-21.00 på Brønderslev Bibliotek.
Mange islandske forfattere har haft en international gennemslagskraft, som ikke er til at tage fejl af.
Foto: Den smukke natur i Island.
Måske du bedst kender islandsk litteratur som mørke krimiserier som f.eks. trilogien om politiefterforskeren Hulda af Ragnar Jónasson, hvor første bog i rækken har den meget passende titel ”Mørket”. Det kan også være, du kommer til at tænke på nogle af de berømte islandske sagaer, som de fleste af os læste i skoletidens dansktimer.
Og selvom både krimier og sagaer er en stor del af islandsk litteratur, så er der mere at komme efter, end du måske tror.
”Islandske forfattere breder sig ud over genrerne, og jeg glæder mig til at lære endnu mere om, hvordan de har opnået international succes,” forklarer bibliotekar Kirstine Grøngaard. ”Jeg er selv en ivrig krimi-læser, og de islandske forfattere kan bare noget helt særligt.”
Glæd dig til en aften i selskab med Torben K. Rasmussen, når han udfolder forfatterskaberne fra bl.a. Einar Már Gudmundsson, Auður Ava Ólafsdóttir, Hallgrímur Helgason, Sjón og Jon Kalman Stefansson. Foredraget er arrangeret i samarbejde med Foreningen Norden og Folkeuniversitetet.
Foredraget finder sted den 2. oktober kl. 19.00 på Brønderslev Bibliotek. Billetten koster 100 kr. og kan købes på biblioteket eller på www.bronderslevbib.dk.