Grønthjørnets Blomster er en hyggelig butik i Søndergade 90 i Brønderslev, som tilbyder alt indenfor blomster og blomsterbinding.
I blomsterbutikken, der er indrettet i garagen ved siden af huset, fortæller indehaver Ellen Margrethe Johansen: - "Det startede for 23 år siden, hvor jeg længe havde gået med et ønske om at sælge noget ude foran huset".
"Vi prøvede med en lille bod med lidt blomster og grøntsager ude foran huset i Søndergade. Det udviklede sig hurtigt mere og mere, og der kom flere blomster og andre ting i boden. På et tidspunkt blev vi nødt til at inddrage en del af vores garage, som hen af vejen er blevet lavet om til en egentlig butik, hvorfra vi solgte både blomster og grøntsager", forklarer Ellen.
Efterhånden blev efterspørgslen på grøntsager mindre, mens folk købte flere blomster hos os. Så nu er det kun blomster, vi sælger, fortæller Ellen Margrethe Johansen, der nogle gange, i bilen på vej hjem med blomsterne, trækker på smilebåndet, når hun tænker på alle de søde mennesker, som hver dag ringer eller skriver på Messenger for at få blomster.
Hos Grønthjørnets Blomster finder man blomster og kranse til livets store og små begivenheder, stue - og sæsonplanter til udendørs krukker og meget andet.
"Der skal være noget for alle målgrupper og aldersgrupper", forklarer Ellen Margrethe Johansen. "Vi stræber efter at give kunderne en god og personlig oplevelse - og vi tager udgangspunkt i den enkelte kundes ønsker og situation. Alle bliver set - og vi møder kunden i øjenhøjde. Diskretion og fortrolighed er hos os en dyd, så vi også kan hjælpe kunder i vanskelige situationer. Med 23 års erfaring har vi et solidt grundlag og en god fornemmelse for situationen, så vi kan rådgive kunderne på den bedste måde".
"Vores fremtidige fokusområde er de private kunder og forretningen generelt", fortæller Ellen. - "Vi er en selvstændig blomsterforretning og derfor ikke længere afhængig af blomsterkæden, som vi engang var medlem af. Men vores service med at bringe ud i det nordjyske er ikke forringet - og vi er altid behjælpelige med at sende en blomsterhilsen til andre steder i landet. Man skal derfor ikke tøve med at ringe til os på 60751655 eller bestille på vores Facebookside", forklarer Ellen Margrethe Johansen.
Grønthjørnets Blomster har i dag 4 fastansatte - og i de perioder, hvor der er ekstra travlt, indkaldes ekstra arbejdskraft. Overordnet er det Ellen, der har ansvaret og står for den daglige drift. - "Men vi tilrettelægger arbejdet sammen og jeg har tillid til, at alle ansatte kan indfri alle de forventninger vores kunder måtte have".
"Mine ønsker er, at blomsterbutikken i lang tid fremover vil være et sted, som alle har lyst til at besøge", slutter Ellen, der kan holde fyraften efter en dag med mange bestillinger, som er klargjort til levering i morgen.
Man kan se en masse flotte billeder af Grønthjørnets Blomster på Facebook, hvor der også jævnligt er gode tilbud og konkurrencer med flotte præmier.