I uge 36 markerer Brønderslev Bibliotek FN´s internationale læsedag d. 8. september ved at sætte et ekstra stort fokus på læsning for børn og voksne.
Den 8. september blev udnævnt som International Literacy Day af UNESCO d. 17. november 1965. Med dagen fremhæves den store betydning, som læsefærdigheder har for både enkeltpersoner, fællesskaber og samfundet som helhed. FN's internationale læsedag markeres derfor nu over hele verden, også lige i dit lokalområde.
Fællesskaber og litterære lækkerier for voksne
Brønderslev Bibliotek har sat et væld spændende aktiviteter i gang i hele uge 36. De voksne inviterer vi til bogcafé på henholdsvis Brønderslev og Dronninglund Bibliotek, hvor deltagere bliver inspireret til store og spændende læseoplevelser, når bibliotekarerne giver deres bedste anbefalinger.
Har du lyst til at deltage i en af bibliotekets læseklubber, så er det også i uge 36, der er introduktion til disse. I en læseklub mødes du hver måned med en fast gruppe, og bibliotekarerne har på forhånd udvalgt, hvad I skal læse. Det bliver altså ikke meget nemmere – og sjovere. Du kan læse meget mere om læseklubberne i kataloget, som findes på alle bibliotekerne. Frist for tilmelding er d. 28. august.
Bogsjov og bogklubber for børn
Har du børn mellem 10-14 år, så er uge 36 også en god anledning til, at I kan følges ad hen til biblioteket. Til et helt nyt arrangement på både Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup Bibliotek, præsenterer vi masser af bøger til barnets læsning. Vi fortæller, hvad der er oppe i tiden for de 10-14-årige, og vi lover, at det både bliver sjovt og hyggeligt!
Hvis dit barn elsker bøger, men savner et fællesskab at dele det med, er der gode nyheder. Som noget nyt starter der en bogklub for de 10-12-årige på Dronninglund Bibliotek. Det foregår d. 5. september kl. 15. I Brønderslev forsætter den eksisterende bogklub, første møde er d. 4. september kl. 15.