VetFamily Brunder Dyrehospital har en lang og interessant historie, der begynder med grundlæggeren Niels Larsen, som overtog praksissen i Stenum i 1981. Niels Larsen oprettede dyreklinik i Nørregade 18 i 1990 og i 1995 samlede han begge klinikker i det nybyggede dyrehospital på Nordens Alle 55. Frem til 2018 fungerede Brunder Dyrehospital som en blandet praksis for både stordyr og smådyr.
I 2018 overtog Mona Lisa Jehg klinikken, og hun startede Brunder Dyrehospital 2018 ApS. Niels Larsen fortsatte arbejdet med stordyrene bl.a. kødkvæg, heste og mink i Brunder Stordyrspraksis. Niels Larsen er fortsat aktiv og er ejer af Nordens Allé 55. Mona Lisa havde allerede mange års erfaring som dyrlæge og havde tidligere arbejdet på dyrehospitalet som ansat.
I 2021 blev Brunder Dyrehospital 2018 ApS delvist solgt til VetFamily, som er en udvidet indkøbsforening for dyrlægevirksomheder. Derfor hedder de i dag VetFamily Brunder Dyrehospital ApS.
VetFamily tilbyder en række tjenester til dyrlægevirksomheder, herunder indkøbsaftaler, markedsføring, forretningsudvikling og kurser. De ejer også en lille gruppe af partnerskabsklinikker.
Nært og omsorgsfuldt kundeforhold
Det var dog vigtigt for dyrlæge og partner, Mona Lisa Jehg, at salget ikke ændrede på kundernes oplevelse af klinikken.
“Det er de samme ansigter, man møder i klinikken. Vi har en stor kreds af loyale kunder og får løbende nye kunder til - også fra Aalborg. Trafikalt er der nem adgang til klinikken og vi har gode parkeringsforhold.”
“Vi har et nært forhold til vores kunder og gør vores bedste for sammen med kunden, at finde en løsning, der passer bedst til alle. Vi går det ekstra skridt for at sikre at både ejer og kæledyr går herfra med en god oplevelse,” fortæller Mona Lisa og fortsætter:
“Vi prioriterer, at vi har god tid til hver enkelt konsultation - til mødet med både patienten og kunden. Vi sørger for den komplette løsning, der tilpasses hver unik patient og kunde. Vi tilbyder også hjemmebesøg og aflivning i hjemmet.”
Der er en god del erfaring samlet på dyrehospitalet, og de har et godt team, der arbejder godt sammen for at sikre den bedste pleje og behandling for kæledyrene.
Et dyrehospital med styr på tingene
VetFamily Brunder Dyrehospital tilbyder konsultationer og en bred vifte af operationer af kæledyr, herunder kaniner og gnavere. De udfører også para-kliniske undersøgelser som blodprøver, røntgen og ultralydsscanning.
“Vi har stor erfaring i tandbehandlinger af hund og kat. Klinikken har en terapi-laser til behandling af bl.a. smerter. Vi har Nordjyllands eneste fagveterinærsygeplejerske i adfærd og vi gør meget for at kæledyrene oplever et frygt-frit besøg hos dyrlægen. Herunder tilbyder vi adfærdskonsultationer og kloklips-tilvænningsforløb hos sygeplejersken,” lyder det stolt fra Mona Lisa.
Dyrehospitalet er tilmed blevet certificeret CatFriendly clinic - med sølv status.
“Dette betyder, at vi opfylder visse krav til opretholdelse af en høj standard både i forhold til almene rutiner i klinikken, men også i forhold til omgangen med og kendskab til kattene.”
VetFamily Brunder Dyrehospital har også en udmærket butik med fodersalg til hund og kat, diverse plejeprodukter, fodertilskud, godbidder og legetøj.
Fagligt dygtigt personale
Personalet på VetFamily Brunder Dyrehospital består af dyrlæge og partner, Mona Lisa Jehg, der har været på dyrehospitalet i 14 år, samt veterinærsygeplejerskerne Ninna Basselbjerg og Birgitte Lie Jensen, som begge har været ansat i tre år. Ninna er Nordjyllands eneste fagveterinærsygeplejerske i familedyrs adfærd.
Derudover råder de også over veterinærsygeplejerskeeleven, Emilie Kristensen, der først var ansat som medhjælper i tre år og startede på sin uddannelse i august 2021. Til sidst har de også en ungarbejder ansat.
Du kan finde meget mere om VetFamily Brunder Dyrehospital på deres Facebookside og hjemmeside. Dyrehospitalet har adresse på Nordens Alle 55, 9700 Brønderslev.