Pølseboden på Banegårdspladsen i Brønderslev er et af de faste mødesteder - her kommer stamkunderne. Her serveres dagligt frokost for et bredt repertoire, når sulten melder sig. Alt fra buschauffører og håndværkere til advokater og bankfuldmægtige gæster stedet, som også er et yndet mål for turister.
Malene Andersen, der i 25 år har været social- og sundhedshjælper, havde længe gået med tanker om at blive 'pølsemutter' - en rolle hun godt kunne se sig selv i.
"Jeg følte ikke at rammerne for at udføre mit arbejde som social- og sundhedshjælper længere var til stede — blandt andet pga nedskæringer og regler", forklarer Malene Andersen.
"Så da jeg hørte at Pølseboden på Banegårdspladsen i Brønderslev var ledig, ringede jeg til Tulip, som ejer boden, men den var allerede optaget", fortæller de. "Det var Gitte Toft, der havde overtaget den. - Da jeg på et tidspunkt havde fortalt hende, at jeg drømte om en pølsebod, kontaktede hun mig da hun ønskede at stoppe. Så ja, nu blev den så min", siger 56-årige Malene Andersen.
Malene Andersen overtog Pølseboden den 1. oktober 2020, og glædede sig rigtig meget til at komme i gang. Malene havde dog ingen erfaring med at drive hverken grillbar eller pølsebod. Til gengæld havde hun Lone Fogh, som var ansat ved overtagelsen.
"Jeg var så heldig, at Lone kunne lære mig op - og jeg beholder Lone som fast medhjælper i boden".
"Efter 4 måneder føler jeg, at jeg kan klare det hele - og jeg har min mand, som bakker mig op og hjælper med de tunge ting", siger den nye indehaver.
"Der er ikke ændret noget. Vi kører videre med stort set samme menukort og kombinerer det med høj service og godt humør. En pølsebod skal være en pølsevogn og menukortet skal være overskueligt. Vi sælger rigtig mange bøfsandwich og “byens bedste ribbensburger” - og mindst lige så mange bestiller vores plankebøf".
I en pølsebod er det jo også vigtigt at kunne snakke med folk, forklarer Malene, der altid har været udadvendt og glad for at møde nye mennesker som hun hurtigt kommer i snak med. - Her i Pølseboden føler jeg mig hjemme. Jeg har lyst til at være her, til jeg bliver pensionist — eller så længe min krop tillader det.
På grund af Corona-restriktionerne har Pølseboden ikke kunnet holde åbent som normalt, men har åbent fra 11-19 for take-away, hvor kunderne kan bestille og afhente maden i boden.
Se mere om Malene og Pølseboden på Facebook