Brønderslev Forsyning er ved at anlægge en ny stor sø ved Nordjyllands Idrætshøjskole samt en ny stor bakke, som højskolen kan bruge til at træne på.
Der er på nuværende tidspunkt et omfattende gravearbejde i gang på den store plæne foran Nordjyllands Idrætshøjskole. Her er Brønderslev Forsyning ved at anlægge en sø, der skal være med til at sikre, at folk ikke får vand i deres kældre, når der er et skybrud.
Selve søen skal i praksis fungere som et forsinkelsesbassin, der skal hjælpe regnvandet med at blive ledt væk på en god måde. Den nye sø forventes at blive på 3.500 kubikmeter.
Der vil være en vandvej af flere søer, som regnvandet kan komme ned af blandt andet Hedelundssøerne. Det har den praktisk betydning, at regnvandet bliver adskilt fra spildvand, der blandt andet kommer fra kommunens toiletter, vaskemaskiner og bad. Søen skal være med til at holde styr på regnvandet, så det ikke ender med at oversvømme kommunens huse.
Den nye høje bakke
Den nye høje bakke som er resultatet af gravearbejdet, er et ønske fra Nordjyllands Idrætshøjskole. Det er en bakke, der kan bruges til mange formål blandt andet et nyt trænings- og undervisningslokale.
Bakken kan blandt andet bruges til at løbe på, cykle på og lave trappetræning på, og selve søen kan bruges til stand up paddle.
Den ny sø ventes at stå færdig cirka omkring 10. marts, hvad angår det grove arbejde, herefter vil der ske en finpudsning af området, som vil få et mere rekreativt præg.