Kristina startede Nab Nordic op med idéen om at skabe noget, der ikke bare var en butik, men et univers for børnene.
Det var vigtigt for hende, at det var en oplevelse at komme ind i butikken. Derfor skulle der være legetøj til børnene og kaffe til de voksne, samt lokaler til at afholde forskellige events i butikken.
“Visionen var at skabe et børneunivers, hvor det var sjovt for hele familien at komme. Forældrene skulle ikke føle, at de skulle passe på, at noget gik i stykker, og børnene skulle kunne lege, som de ville. Det er også vigtigt for mig, at det er en mor, der står bag kassen og ikke bare en sælger.”
Det har været en udfordrende opstart for Nab Nordic. Butikken skulle nemlig holde åbningsfest, lige da landet lukkede ned, og i mange måneder var der ikke mulighed for at holde den fysiske butik åbent. Men Kristina tog udfordringen op og valgte at fokusere meget på Nab Nordics webshop, som i dag har meget travlt. Det er også, hvad hun elsker ved sit job og sin hverdag.
“Nogle gange så kræver det en tåre, men samtidig giver det også hår på brystet at møde udfordringer. Det hele går meget stærkt lige nu, og der er meget pres, så man skal hele tiden tænke i nye baner. Men det er også, hvad der driver mig. Jeg elsker alsidigheden, og at man hele tiden skal tænke nyt.”
Kristina er egentlig uddannet sygeplejerske og har til for nyligt arbejdet inden for det felt. Men hun har også altid været interesseret i verdenen inden for detailhandel.
“Jeg havde en kæmpe stor lyst til at skabe mit eget. Da jeg arbejdede som sygeplejerske, arbejdede jeg inden for en verden, hvor alt var sat i rammer. Men jeg er meget kreativ og kan rigtig godt lide at skabe nye ting.”
Kristina drømmer om, at Nab Nordic konceptet bliver videreformidlet til andre byer. Hun synes nemlig, det er vigtigt at få skabt flere butikker, som tænker i nye baner.
“Jeg håber, at man kan få skabt de her unikke butikker i andre byer også. Der mangler fysiske butikker, som gør noget for børnefamilien, og tænker mere i at være en oplevelse og ikke bare en butik".
Se mere på Nab Nordics hjemmeside eller Facebook side