Nu åbner Varmepumpepuljen 2024: Tjek, hvor du kan få tilskud i Brønderslev

I varmepumpen møder jordvarmen eller luften et kølemiddel med et lavt kogepunkt, og kølemidlet fordamper, hvorefter dampen komprimeres, og der dannes varm gas, som føres videre til kondensatoren – og varmen afgives til boligen eller varmeanlægget.
dato

Energistyrelsen har netop åbnet for en ny pulje med tilskud til varmepumpe. Men hvorvidt man kan søge puljen, afhænger af fjernvarmeforholdet på adressen. Lokal ekspert fra Brønderslev giver sine bedste råd. 

Varmepumpepuljen i 2024 er netop åbnet for ansøgninger, og i år kan der søges om op til 27.000 per husstand. Det kræver dog, at boligen, der søges varmepumpetilskud til, ikke befinder sig i et område, hvor der er indlagt fjernvarme eller er planer om det – og i Brønderslev Kommune varierer det fra den ene matrikel til den anden.

Fjernvarme eller ej
Førend varmepumpepuljen kan søges, skal man undersøge, om man bor i et område, hvor der er lagt ud til fjernvarme, eller hvor der er planer om det inden for nær fremtid.

– Vil man søge varmepumpepuljen, skal ens bolig ligge i et område, hvor man ikke har lagt ud til fjernvarme eller planer om det i kommunen. Det er noget, man selv er nødt til at tjekke for adressen, da det kan variere fra den ene grund til naboens, siger Henrik Højbjerg, der er VE-godkendt autoriseret VVS-installatør hos Bedre Bad Brønderslev – Højbjergs Smedie & Aut. VVS.

Fjernvarmeforholdene for ens område kan findes på kortet på Plandata.dk


Ligger din bolig inden for det mørkegrønne eller grønt skraverede felt, er der fjernvarme eller planer om det i området, og puljen kan derfor ikke søges. Er boligen derimod i det gule, grønne eller lilla skraverede område, kan puljen søges. Foto: PR.

Billigere at skifte om sommeren
Varmepumpepuljen er en del af bygningspuljen, der i 2024 er sat til 315 millioner kroner, og heraf er det meningen, at omtrent 70 procent skal fordeles til varmepumpepuljen. Ifølge Henrik Højbjerg kan der være mange gode grunde til at skifte til varmepumpe, og sommeren er en af dem. 

– Sommeren er ikke den tid, hvor de fleste tænker på varmeregningen, men venter man med installationen af varmepumpen, til vinteren sætter ind, skal der blandt andet opsættes midlertidig varmeløsning. Det er både besværligt og giver en ekstraregning, man kan undgå, hvis man udnytter sommermånederne i stedet, siger Henrik Højbjerg og tilføjer:

– Forskellige typer varmesystemer kan fungere med en varmepumpe, så går man og overvejer muligheden, anbefaler jeg altid et energitjek og en grundig gennemgang af huset, så vi kan finde ud af, hvordan man får den optimale udnyttelse af sin varme og en solid varmeøkonomi.

Sådan søger du
Varmepumpepuljen kan søges via Energistyrelsens hjemmeside og følgende krav skal være opfyldt:

  • Varmepumpen skal installeres på en selvejet helårsbolig.
  • Varmepumpen skal erstatte et oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel – eksempelvis træpillefyr.
  • Boligen må ikke ligge i et område, hvor der i forvejen er fjernvarme eller planlagt fjernvarme. Info derom kan findes på kan ses på plandata.dk
  • Installation af varmepumpe må først ske efter ansøgning om tilskud.
  • Tilskud skal søges til enten en luft-til-vand-varmepumpe eller en væske til vand-varmepumpe – også kaldet jordvarme.
  • Installationen skal foretages af en VE-godkendt installatør

Bedre Bad & Bedre Energi er en landsdækkende kæde af VVS-installatører, der er eksperter i energiløsninger som fjernvarme, naturgas, pillefyr, varmepumpe, jordvarme, solvarme samt i generelle energiforbedringer og energibesparelser i boligen. Læs mere på:www.bedrebad.dk

Kilde: Bedre Bad - Bedre Energi
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.