Forholdene for håndboldspillerne i Brønderslev bliver snart en tand bedre: BI Håndbold vil lave en fitnessbane, som kommer til at ligge ved klubbens udendørs baner.
Den nye fitnessbane skal give spillerne mulighed for både at spille og styrketræne.
Der er i det hele taget gang i byggeriet i BI Håndbold, da der sidste år også blev anlagt fire nye udendørs håndboldbaner.
Den nye fitnessbane er gjort mulig ved at søge støtte fra Salling Fondene, som iøvrigt også gav støtte til anlæggelse af banerne sidste år.
Salling Fondene har givet 150.000 kroner til fitnessbanen og med en donation fra Spar Nord på 10.000 kroner og 130.000 fra klubbens egen kasse, er fitnessbanen nu fuldt finansieret.
Fitnessbanen, der bliver designet, så familier og børn også kan bruge den, er færdig om to måneder.