Mandag den 6. februar kan du på Brønderslev Bibliotek opleve Mads Nygaard og Sewa Sherwan Bindyan fortælle om børn på flugt uden deres forældre.
Det er aldrig for sjov, når børn skilles fra deres forældre. Især ikke når det er for at flygte til et fremmed land.
Mads Nygaard giver indblik i barske børneskæbner, når han besøger Brønderslev Bibliotek for at fortælle om sin bog ”De uledsagedes bog”. Bogen vandt Benny Andersen Prisen i 2020.
I bogen fortæller børn fra bl.a. Afghanistan, Eritrea og Syrien om deres rejser. Alle kom de til Danmark for at skabe sig et nyt hjem. Helt alene.
Bibliotekar Stine Kjær Christensen udtaler:
”Det er hjerteskærende at høre historierne om børn på flugt. Men det er også vigtigt, at de har fået et talerør gennem Mads. På den måde kommer vi tættere på at forstå dem.”
Grundene til, at børnene flygter mod Danmark, kan være mange. Men at rejse op gennem Europa på egen hånd er en lige stor risiko for alle.
Den 6. februar kan du høre Mads Nygaard fortælle om arbejdet med bogen og hvorfor den var vigtig at få skrevet. Efterfølgende vil Sewa Sherwan Bindyan fortælle om sine egne oplevelser ved at komme til Danmark som flygtning.
Foredraget er arrangeret i forbindelse med Danmarks Indsamling, der har fokus på børn i nød.
Foredraget finder sted 6. februar kl. 19-20.30 på Brønderslev Biblioteket. Det er gratis at deltage.
Du kan bestille en gratis billet her.