På Brønderslev Bibliotek kan du nu bevæge både krop og sind

Foto: Brønderslev Bibliotek.
Profilbillede
dato

Vidste du, at du faktisk godt kan spille fodbold på biblioteket? Og at det er helt i orden både at hoppe, løbe og huje? Lege- og læringsværktøjet ActiveFloor er netop blevet indviet på Brønderslev Bibliotek af Formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget, Steen Søgaard Petersen. ActiveFloor lægger op til både bevægelse, leg og læring, og børn fra Skolegades Skole var de første til at demonstrere, hvordan det virkede. 

Pulje gjorde idé til virkelighed

Brønderslev Kommune, som er "Bevæg dig for livet”-visionskommune, har fokus på at skabe bedre vilkår for fysisk aktivitet og inddrage alle borgere i forpligtende fællesskaber.

Som en del af denne vision har Brønderslev Bibliotek anskaffet et ActiveFloor gennem Brønderslev Kommunes anlægspulje. Det er nu blevet indviet på biblioteket med balloner, saftevand og god hjælp fra Skolegades Skoles elever.

ActiveFloor er et interaktivt gulv, der opfordrer brugerne til leg, læring og bevægelse. Det glæder Steen Søgaard Petersen, at det nu findes på Brønderslev Bibliotek:

”Brønderslev Kommune er ”Bevæg dig for livet”-kommune, og vi ønsker at have så mange fysisk aktive borgere som muligt. Derfor er vi glade for at støtte initiativer, samarbejder og aktiviteter for at opnå dette mål, og i dag indvier vi ActiveFloor. Jeg håber, det vil bidrage til mange timers leg og læring for børn, unge, skoler og seniorer. Mon ikke en del familier kan udfordre hinanden i bl.a. quizzer her i sommerferien?”


Foto: Brønderslev Bibliotek

Spil til alle aldersgrupper

Med ActiveFloor kan brugere navigere og spille forskellige læringsspil med deres fødder. Med dette nye tilbud ønsker Brønderslev Kommune at give skoler, børnehaver, SFO'er, familier og seniorer en sjov og innovativ måde at fremme faglig, social og motorisk udvikling. Ved at inddrage hele kroppen i læreprocessen er gulvet en sjov måde at kombinere leg og læring.

Udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård fortæller:

”Vi er så glade for bevillingen af dette sjove og lærerige gulv, som helt sikkert vil give mange udfordrende timer til borgere i Brønderslev Kommune. Vi har testet det, og der er helt sikkert noget at lære for alle. De mindste kan spille sansespil, familier kan quizze hinanden i paratviden eller hurtighed i vendespil, og der er også ekspertspil i alle videnskaber, så her er endnu en mulighed for udvikling og læring på Brønderslev Bibliotek.”

Samarbejde og teamwork

Deltagerne vil have mulighed for at spille aktivitetsspil, der både underholder og udfordrer dem inden for områder som eventyr, sprog og historie. Med ActiveFloor kan børnene lære sammen med deres lærere, venner og familie og få mulighed for at teste deres viden og færdigheder.

Ud over at styrke den faglige udvikling har ActiveFloor også fokus på at forbedre de sociale færdigheder hos børnene. Samarbejde og teamwork bliver central i at løse opgaver og gøre hinanden klogere.

Det kunne en gruppe af børn fra Skolegades Skole bevise, da de som de første efter indvielsen slog sig løs i diverse spil og kunne vise de fremmødte, hvordan ActiveFloor kan bruges.

Brønderslev Kommune er dedikeret til Bevæg dig for livet-visionen og vil fortsætte med at støtte initiativer, samarbejder og aktiviteter for at opnå en øget fysisk aktivitet blandt borgerne. Indvielsen af ActiveFloor er med til at støtte op om de mange initiativer til et liv i bevægelse i Brønderslev Kommune.

Kilde: Brønderslev Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook