Henrik Rømers bedstefar startede i 1960’erne en virksomhed, som hans søn efterfølgende overtog i 1980’erne. I dag er det Henrik, som står i spidsen for hvad der nu hedder Rømers Maskinstation og vognmandsforretning ApS. Henriks far er stadig del af virksomheden, og sammen driver de forretningen, som tilbyder både maskinstations- og vognmandsarbejde.
Far og søn har hver deres arbejdsområde, hvor Henrik står for vognmandsdelen, og hans far for maskinstationsdelen. Det er en familievirksomhed helt ind til benet.
Foto: Maskiner fra Rømers Maskinstation
Henrik er 35 år og udlært landbrugsmekaniker. Selvom han sagtens kunne være blevet hos sin læreplads, havde han alligevel lyst til at prøve noget nyt, hvorfor han søgte nye veje. Efter nogle år på arbejdsmarkedet, opstod lysten til at have sit eget, så han tog på vognmandsskole i 2005 for at få sin tilladelse. Her 15 år senere er han stadig vognmand, og når spurgt til, om han er glad for det, svarer han:
“Ja, det må jeg jo være - det kræver mange timer og er en livsstil. Men sådan er det, og det passer mig meget fint,” fortæller han.
Rømers Maskinstation og vognmandsforretning tilbyder et utal af services. De kører med både sand, sten og grus og arbejder for både håndværkere, landmænd og private.
“Vi er en meget blandet lokal forretning. Vi springer på de fleste opgaver, hvis vi har grejet til det, og så har vi gode kollegaer i form af andre vognmænd og lignende til at hjælpe os,” fortæller Henrik.
Netop gode forbindelser og kollegiale forhold til andre er vigtige, da Henrik og hans far er de eneste, der arbejder i virksomheden. Selvom de ikke driver en stor virksomhed, går de meget op i at drive en god virksomhed:
“Vi holder, hvad vi lover. Vi kommer til tiden, og vi synes, at det er dejligt at tilfredsstille vores kunder,” fortæller han om arbejdsmoralen.
Foto: Rømers Maskinstation - Lastbil
Netop kunderne er i fokus, når de udfører deres arbejde, og det at hjælpe kunder ved at udføre et godt stykke arbejde, er hvad der driver værket for Henrik. Derudover beskriver han arbejdet som værende meget frit.
“Jeg planlægger selv dagen. Hvad der skal ske, hvordan og hvorledes. Jeg forsøger at få det til at gå op bedst muligt. Og jeg er ganske tilfreds med det hele. Vi følger bare med lige så stille, og det er rigtig rart, som det er nu,” fortæller han.
Og netop bekvemmeligheden ved situationen, som den er nu, understøtter han ved at fortælle:
“Vi laver ikke nogen kæmpe store armbevægelser. Vi er meget stille og rolige. Vi laver ikke kæmpe udvidelser, og vi har heller ikke mål om at blive større. Vi skal selvfølgelig følge med kundernes efterspørgsler, men vi holder det på et niveau, hvor vi kan styre det,” forklarer han.
Alt i alt går det meget godt for Henrik og Rømers Maskinstation og vognmandsforretning, hvorfor drømmene for fremtiden heller ikke er andet end at lade tingene fortsat gå sin gode gang.
“Jeg skal ikke lave for mange ændringer. Det er bedst, at det går så godt, som det plejer,” fortæller Henrik med et smil.
Besøg Rømers Maskinstation på deres Facebook og hjemmeside.