I forbindelse med visningen af dokukmentarfilmen ”Os der lever” i BASbio har Brønderslev Bibliotek arrangeret en artist-talk med folkene bag.
”Os der lever” er en dokumentarfilm om livet i Nordjylland – eller i hvert fald et indblik i nogle af de levede liv, der findes i vores del af landet. Filmen er produceret af det nordjyske filmselskab, Dune Productions, som holder til i Løkken.
Niels Hausgaard er filmens gennemgående fortæller, mens smukke billeder og nordjyske humor er drysset ud over alle historierne. Musikken er leveret af Aalborg Symfoniorkester, der spillede live i Musikkens Hus til filmens præmiere. Efterfølgende er musikken blevet mikset ind i filmen. I uge 13 kan du se ”Os der lever” i BASbio.
Filmen viser små og ægte fortællinger fra det nordjyske liv og den nordjyske hverdag. På både godt og ondt. Rammen er en konfirmation, hvorfra Niels Hausgaard guider seerne gennem alle de finurlige fortællinger. Desuden spiller Lars og Birte fra Aasen Teater gennemgående figurer i filmen.
Arne Mogensen fra BASbio fortæller: ”Vi er rigtig glade for, at vi har fået ”Os der lever” til Brønderslev. Vi glæder os til at vise en dokumentar, der giver et indblik i vores del af verden. Ofte er de store byer i fokus, men nu handler det om os. Filmen er fortalt med stor kærlighed, og biografgængerne kan glæde sig til at få rørt alle følelser. Men der er ingen tvivl om, at selvironien er i højsædet.”
Til forestillingen torsdag d. 30. marts har BASbio lavet et samarbejde med Brønderslev Bibliotek, hvor forestillingen bliver udvidet med en artist-talk. Her fortæller folkene bag Dune Productions om arbejdet med filmen, og hvorfor fortællingerne fra Vendsyssel er vigtige.
Bibliotekar Kirstine Grøngaard fortæller:
”Vi glæder os til at høre om Dune Productions’ arbejde, og hvordan det er at lave dokumentariske optagelser i det nordjyske. Filmen er blevet en af de mest solgte til Copenhagen Dox, og det kan jo godt tyde på, at der er et behov for fortællinger uden for de store byer. Vi glæder os til at høre mere om tankerne bag filmen og forhåbentligt også om, hvad deres næste film vil fokusere på.”
Filmen bliver vist fire gange, hvor torsdagen skiller sig ud med besøg fra produktionsselskabet.
Alle dage koster billetterne det sammen, så det er med at være hurtigt, hvis du ønsker at deltage i den udvidede forestilling.