Brønderslev Handel, Borger9700 og Grundejer9700 har en plan klar. De vil arrangere en årlig lysfest i Hedelund hver aften fra november og ind i januar. Nu venter de kun på en godkendelse.
En gruppe af frivillige lys-entusiaster har i flere år drømt om at omdanne Hedelund til en stor lysfestival i aftentimerne op mod jul.
De har arbejdet på at få tilladelse til denne lysfest, der skal tiltrække mennesker fra nær og fjern. Det bliver en helt særlig lyspark, som ikke kan sammenlignes med noget andet, siger Lars Bisgaard, som er med i arbejdsgruppen.
Planen er helt plads, finansiering er næsten på plads, og nu mangler der bare en tilladelse til at lukke Hedelund i aftentimerne i november og december.
Intentionen er at omdanne parken til et imponerende lyd- og lyshav i alle afskygninger.
Der er allerede fundet en producent, der gerne vil levere det udstyr, der skal bruges til at oplyse parken.
Forventningen er at parken kan tiltrække op mod 35.000 betalende gæster hvert år og skal holde åbent fra november og ind i det nye år.
Parken vil være åben og tilgængelig i dagtimerne, men om aftenen skal der betales entré til lysfesten.
Arbejdsgruppen drømmer om, at det kan blive en tilbagevendende årlig tradition.