Sug inspiration til Brønderslevs store kultur- og idrætsmesse

Profilbillede
dato

Hvis du savner inspiration til at finde en ny hobby eller en sport, som sætter gang i lårbasserne, så er der rig mulighed for at få et ordentligt vitaminindsprøjtning til Brønderslevs store kultur- og idrætsmesse

I Brønderslev Kommune vil man rigtigt gerne genstarte kulturen og idrætslivet, og sætte corona i skammekrogen. 

Brønderslev Kommune inviterer derfor, i samarbejde med kommunes lokale kultur- og idrætsforeninger, til en hyggelig dag i kulturens og idrættens tegn. 

Få øjnene op for de mange foreninger, der er i kommunen, og de kulturelle tilbud, som kan inspirere og underholde. Idrætten tilbyder også mange slags sportsaktiviteter, som ikke kun er godt for sundheden, men også skruer op for glæden gennem det sociale, mens der kommer sved på panden og smil om munden. 

På dagen kan du også møde foreningerne, få en snak med de lokale ildsjæle, og opleve musikalske indslag på en stor scene og meget mere. 

Det hele foregår i Brønderslev Midtby og arrangørerne håber, at du vil komme og være med til en rigtig festlig dag, med masser af aktiviteter og glæde. 

Mon ikke du vil gå derfra med en konkret idé til en forening, du gerne vil være med i, et kulturtilbud, som du bare må opleve, eller en sport, som du gladeligt vil pakke idrætstasken til?

Barn, ung, voksen eller senior - der er plads til alle. Kom og vær’ med og tag del i festlighederne. Arrangementet er gratis. 

Tid: Fredag d. 24. september 2021 fra kl. 14-19

Sted: Peder Møllers Plads, 9700 Brønderslev

Kilde: Redaktionen