Det er en ulykkelig situation for en 64-årig murer: Han har fået stjålet en opsparing, som er alt, hvad han ejer og har.
Derfor udlover hans arbejdsgiver fra Brønderslev, Jimmy Jensen, nu en stor dusør, hvis man kan hjælpe med relevante oplysninger i sagen.
Mureren blev frastjålet alle værdier som han og hustruen ejer, da tyve brækkede et pengeskab op i deres hus i Saltum. Tyvene fik fat i smykker, værdier og en hel livsopsparing.
Jimmy Jensen håber at kunne hjælpe sin ansatte ved at udlove en dusør:
“Han græd og var meget ulykkelig. Det er en mand, som er fra en tid, hvor man gerne vil gå og spare op og have det hjemme hos sig selv. Nu har de ingenting, så han er virkelig ulykkelig, og det er bare så synd for dem. Man kan sagtens spørge, hvorfor de ikke har en alarm - eller hvorfor de havde så meget til at ligge derhjemme. Det hjælper dem jo bare ikke nu", siger Jimmy Jensen til Nordjyske.
Hvis du har oplysninger om indbruddet, som foregik torsdag den 13. januar i tidsrummet 7-11 i Saltum, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 114. Jimmy Jensen kan kontaktes på tlf: 3027 7505 eller Facebook.