Tirsdag den 3. november samles omkring 20 uddannelsesinstitutioner og 20-25 lokale virksomheder i Brønderslev Hallerne til årets uddannelses- og fritidsjobmesse. Messen henvender sig til alle kommunens elever i 8., 9. og 10. klasse samt deres forældre.
De deltagende har mulighed for at udforske de mange veje efter folkeskolen, møde repræsentanter fra blandt andet gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser, SOSU, FGU, Forsvaret og 10. klasse. Her kan der stilles spørgsmål, som kan være svære at finde svar på hjemmefra.
Udover uddannelsesmuligheder byder messen også på chancen for at lære om fritidsjob, elev- og lærepladser hos lokale virksomheder. Et fritidsjob kan give unge erfaring med arbejdsmarkedet samt nye færdigheder – og måske inspiration til fremtidige karriereønsker.
Det er ikke nødvendigt at have truffet beslutning om uddannelses- eller jobvalg inden messen. Arrangementet lægger op til, at familier kommer og bliver klogere sammen, får inspiration fra uddannelser og virksomheder og får noget konkret at tale om derhjemme.
Messen afholdes tirsdag den 3. november 2026 fra kl. 17.00 til 19.30 i Brønderslev Hallerne for elever i 8., 9. og 10. klasse og deres forældre. Tilmelding er nødvendig og foregår hos den unges UU-vejleder.
https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder/hvad-skal-dit-barn-efter-9-eller-10-klasse