Ung Brønderslev-spiller skal til VM i Mexico

Foto: Bjarke Krog i kamp for Brønderslev i 1. division..
dato

Den 4.-7. januar repræsenterer Bjarke Krog Danmark ved VM i Ping Pong. 

Til daglig spiller han bordtennis på Brønderslevs hold i 1. division, mens han lever af at hjælpe mennesker med handicap på en af kommunens institutioner. Nu har legen med et anderledes bat bragt ham til VM i den afart af bordtennis, der spilles med bat, hvor den sædvanlige gummebelægning er erstattet af sandpapir.  

”Battet giver et helt andet spil med længere dueller. Jeg har i flere år hygget mig med at deltage ved DM, hvor de to bedste kvalificerer sig til VM. I år blev jeg nummer 3, og da nummer to er forhindret i at deltage ved VM, fik jeg pludselig chancen”, fortæller Bjarke Krog.  

Sporten er lille i Danmark og blive stort set kun dyrket af spillere, der har bordtennis som deres primære sport. På verdensplan er der store stjerner fra såvel Europa som Asien. Til VM følges Bjarke Krog med Benjamin Sørensen fra Hørning, der som Danmarks bedste Ping Pong-spiller flere gange har deltaget ved VM 

”Jeg glæder mig sindssygt meget til den oplevelse, der venter. Og jeg er opsat på at klare mig så godt som overhovedet muligt. Der er kun godt 10 uger til at træne mig op til stævnet, men heldigvis holder jeg mig i forvejen i form med spillet i 1. division.”

”Udover træningen med sandpapirsbat, skal alt det praktiske også på plads – herunder økonomien. Jeg skal finde 12.000 kroner, så nu går jagten på sponsorer i gang”, slutter Bjarke Krog. 

Læs om de særlige Ping Pong-regler: DM i Ping Pong - Officiel hjemmeside - Ping Pong regler (quarto.pub) 

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.