Vil du være med i et læsefællesskab, der rækker ud i hele landet? Hvert år kårer DR sammen med lyttere og læsere fra hele landet årets mest interessante danske roman. Derfor har du nu muligheden for at være med i DR’s Romanklub på Brønderslev Bibliotek, hvor du læser bøger, mødes og diskuterer med andre, der har en lige så stor læselyst som dig selv.
De seks kandidater til DR Romanprisen bliver nøje udvalgt blandt de danske romaner, der er udkommet i løbet af året. Kriterierne for bøgerne er, at de skal være velskrevne, originale og egne sig til at tale om i læseklubberne. Romaner giver derfor anledning til spændende diskussioner om alt fra familieliv, kærlighed, tab og traumer til samfundstendenser, konkrete historiske begivenheder og evigtgyldige livsvilkår.
Som medlem af DR’s Romanklub får du lov at opleve mangfoldigheden i ny dansk romankunst, og du får lov til at diskutere alt fra skrivestil til karakterer sammen med andre læseglade ildsjæle. Til sidst stemmer I om, hvilken roman, der har givet jer den bedste læseoplevelse, og jeres stemmer er naturligvis med til at bestemme næste års vinder.
Skal du være med?
Brønderslev Bibliotek deltager igen i år, så kunne du tænke dig at være med i læseklubben, er chancen her nu. Vi mødes på Brønderslev Bibliotek seks tirsdage fra kl. 16-18 fra december 2024 - maj 2025.
De første tre bøger i læseklubben er blevet udvalgt og offentliggjort. Du kan derfor glæde dig til at læse Øvelser i mørke af Naja Marie Aidt, En pige forlod værelset af Ulrikka S. Gernes og Den røde hane af Ingrid Nymo.
De sidste tre romaner offentliggøres 1. december. Biblioteket skaffer bøgerne til dig, og du skal blot læse dem og være villig til at indgå i en debat om bøgerne alle seks tirsdage.
Vinderen af Romanprisen 2024 blev Kim Blæsbjerg for romanen De bedste familier. Udover æren følger en check på 25.000 kr. Det var 92 læserklubbers stemmer, som bestemte vinderen, og prisen blev uddelt i juni 2024.
Datoerne for møderne er den 10. december, 14. januar, 11. februar, 11. marts, 8. april og 13. maj.
Tilmelding skal ske til bibliotekar og kontaktperson Kirstine Grøngaard på mail kirstine.grongaard@99454545.dk senest den 4. november kl. 12