Verdensmål i børnehøjde skaber lokalt sammenhold i Brønderslev Kommune

Foto: Brønderslev Bibliotek. På biblioteket i Brønderslev har de netop afsluttet et projekt om verdensmålene i samarbejde med nogle skønne børn fra Børnehaven Livstræet i Jerslev.
Profilbillede
dato

Selvom du er lille, kan du godt gøre en stor forskel. Det har de ældste børn i børnehaven Livstræet i Jerslev nu lært. Sammen med Brønderslev Bibliotek har børnehaven sat fokus på FN’s Verdensmål i lokalsamfundet i Jerslev.

Hvordan skaber du kontakten til lokalsamfundet på ny efter en verdensomspændende pandemi? Det spørgsmål stillede Livstræet i Jerslev sig selv. Og det blev Brønderslev Bibliotek, der bankede på døren med en god idé på hånden.

Børnene i Livstræet blev nemlig tilbudt at være med i projektet Vi lærer i det nære. Formålet med projektet var netop at få børnene til at se sig selv som vigtige medspillere i lokalsamfundet. 

”Vi lærer i det nære bygger på FN’s Verdensmål og skal give børnene en fornemmelse af, at de kan sætte deres egne mål – og nå dem,” forklarer Rikke Ejlertsen, der er kulturformidler hos Brønderslev Bibliotek. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og er det første af sin slags i Brønderslev Kommune.

Ved at formidle om verdensmålene i børnehøjde kom fællesskab og forandring på dagsordenen. Det kunne lade sig gøre ved at holde fokus på fire af FN’s Verdensmål: Sundhed og trivsel, Bæredygtige byer, Mindre ulighed og Livet på landet.

Kunsten at plante et træ

”Det var vigtigt, at børnene selv kunne mærke, at de kunne gøre en forskel for byen. Hvis vi styrker sammenhængen til lokalsamfundet tidligt i livet, får børnene en fornemmelse af, at de hører til,” mener Rikke Ejlertsen.

Ét af tiltagene startede i den lokale genbrugsbutik Tusindfryd. De stillede malerier til rådighed, hvorefter kunstner Sassi Bischoff instruerede børnene i, hvordan de kunne gøre malerierne til deres egne ved at tilføje fugle, fodbolde eller en solopgang.

Billederne blev igen leveret tilbage til Tusindfryd og solgt i butikken. Og nu stod børnene med et økonomisk overskud. Naturligvis skulle pengene bruges på en gave til hele byen.

Derfor blev der taget kontakt til den lokale planteskole og indkøbt frugttræer til den fine 4H-have i Jerslev. Sammen med deres forældre plantede børnene helt nye træer, der giver noget igen til naturen, dyrene og havens gæster.


Foto: Brønderslev Bibliotek // Børnene fra børnehaven Livstræet gav igen til naturen, dyrene og havens gæster, da de sammen plantede nye træer.

Nye og nære relationer

I løbet af projektet kom en 5. klasse fra den lokale skole forbi og læste højt for børnene, mens de også fik prøvet kræfter med gymnastik sammen med Krudtuglerne, en forening for ældre. At være en del af lokalsamfundet handler nemlig om at skabe nære relationer.

”Vi var beærede over, at Brønderslev Bibliotek ville arbejde med os. Børnene taler stadig om deres mange oplevelser og alle de mennesker, de mødte,” forklarer pædagog i Livstræet Pernille Hald og fortsætter:

”Projektet har været sjovt og givet god mening for dem. Det har bare været magisk.”

Små borgere i en stor sammenhæng

I Livstræet har det været en stor succes at arbejde med verdensmålene. Også for de voksne. ”For at et projekt som Vi lærer i det nære skal lykkes, kræver det god planlægning. Aktiviteterne skal kunne passe ind i vores læreplan. Det har det gjort her,” siger Pernille Hald.

Børnene i Livstræet var de første, der fik lov at gennemføre projektet. Nu kan resten af kommunens børnehaver også prøve kræfter med verdensmålene.

”Vi er klar til at brede kendskabet til Verdensmålene ud i alle kroge af kommunen. Vi har lavet et idékatalog og samlet materialer til børnehaverne. Så kan de selv bestemme, hvordan de vil udfolde projektet," fortæller Rikke Ejlertsen. 

Når børnene har arbejdet med verdensmålene, går de fra at være en lille borger til en lille verdensborger. At kende til verdensmålene giver mulighed for nye snakke, nye lege og nye perspektiver.

”Som det allervigtigste er jeg sikker på, at børnene nu kan nikke genkendende til verdensmålene og de steder og mennesker, de mødte i Jerslev,” afslutter Pernille Hald.

Kilde: Brønderslev Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.