Brønderslev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Øster Vrå – Yamaha motorcykel stjålet ved indbrud
Torsdag morgen den 3. juni anmeldte en borger på Hjørringvej i 9750 Øster Vrå at have fået stjålet en sort Yamaha XVS motorcykel fra sin garage. Tyven havde skaffet sig ved at bryde et vindue op med ukendt værktøj og havde herefter ført motorcyklen ud via garagens port.
Har du set noget mistænkeligt, der kan have relation til sagen? Så ring til politiet på tlf. 114.
Brønderslev – butikstyv sigtet
I Brønderslev var en tankstation udsat for butikstyveri, da en yngre mand natten til torsdag den 3. juni kl. 00:17 stjal en øl, cigaretter og en lighter fra butikken. Politiets vagtcentral sendte en beredskabspatrulje til stedet, som ved ankomsten traf gerningsmanden udenfor, siddende på en bænk. Han erkendte forholdet og blev sigtet for tyveri.
Aalborg – butikstyv sigtet, efterlyst til udvisning
I en butik i Aalborg blev en person opdaget i at stjæle en flaske parfume. Fremme ved gerningsstedet konstaterede politiets patrulje, at butikstyven var efterlyst til udvisning fra Danmark, hvorfor personen blev sigtet for tyveriet og samtidig anholdt. Sigtede erkendte tyveriet, som fandt sted onsdag den 2. juni kl. 17.30.
Aalborg og Brønderslev – musik til ulempe
Onsdag den 2. juni kl. 23.00 anmeldte en borger i Aalborg at være generet af høj musik fra en nabolejlighed. Da politiets patrulje ankom til stedet, kunne de konstatere, at naboens højttaler stod tæt op af anmelders væg. Den højtspillende nabo åbnede ikke sin dør, men musikken blev pludselig slukket.
Omkring kl. 22.06, også onsdag, anmeldte en borger at være generet af voldsom høj musik for åbne vinduer fra en cafe i Aalborg. Vagtcentralen sendte en patrulje til stedet. Der var ingen musik ved patruljens ankomst.
I Brønderslev var omkringboende borgere også generet af høj musik, i dette tilfælde fra en havefest, samme aften omkring kl. 22.10. Politiets vagtcentral fik telefonisk kontakt til den festende husstand, der lovede at skrue ned for musikken.
Husk at tænke på dine naboer, selv om du hygger dig med musik. De skal måske tidligt op.
Bælum – uopmærksom bilist fik knallertkører til at vælte
Tidligt torsdag morgen kl. 05.50 kom en ung mand kørende på sin knallert ad Wiffertsholmvej i 9574 Bælum. Ved Wiffertsholm gods blev han passeret af en bagfra kommende stationcar, der ifølge den unge mand kørte meget hurtigt. Stationcaren passerede så tæt forbi, at den unge mands knallert blev presset så langt ud i rabatten, at han påkørte nogle betonpæle, væltede og endte nede i en vandfyldt grøft. Føreren af stationcaren gav sig ikke til kende efter passagen. Den unge mand kom umiddelbart ikke til skade, men knallerten blev ødelagt. Kort tid efter uheldet standsede en anden trafikant på stedet og hjalp den unge mand. Politiets servicecenter vejledte knallertkøreren om mulighederne for at anmelde forholdet til politiet og vejledte desuden om forsikringsforhold.
Husk: Vi deler vejen! Hold afstand og vær opmærksom, når du passerer medtrafikanter, så vi undgår farlige situationer. Vejdirektoratet, Rådet for sikker trafik og Cyklistforbundet er sammen med en række andre aktører aktuelle med kampagnen ”Vi deler vejen”. Læs mere på https://www.vejdirektoratet.dk/videlervejen
Hirtshals – nøgler og bilradio stjålet fra ulåst bil
En yngre mand anmeldte onsdag aften den 2. juni, at han ved 21-tiden havde fået stjålet sin bilnøgle, lejlighedsnøgle samt bilradioen fra sin ulåste bil. Tyveriet skete på Jyllandsgade i 9850 Hirtshals, mens forurettede kortvarigt var væk fra bilen.
Det er ærgerligt, at det er nødvendigt, men husk altid at fjerne værdier og låse din bil, når du går fra den.
Farsø og Aalborg – bilister kørte i påvirket tilstand
Onsdag den 2. juni kl. 23.04 standsede en beredskabspatrulje fra Himmerland en bilist i 9640 Farsø og konstaterede, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket vedkommende blev sigtet for.
Tidligere samme aften, kl. 19.47, standsede en patrulje i Aalborg også en påvirket bilist. Det skete på Rantzausgade. I denne sag var bilisten påvirket af både alkohol og narkotika og havde desuden ikke kørekort.
Saltum – narkotikapåvirket motorcyklist sigtet
I 9493 Saltum standsede en af politiets patruljer onsdag den 2. juni kl. 17.35 en motorcyklist, der kørte ad Tinghøjgade. Politiets medbragte narkometertest viste positiv for THC, og motorcyklisten blev derfor sigtet for at overtræde færdselslovens § 54 ved at føre sit køretøj i påvirket tilstand.
Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp
Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver. Læs mere på politi.dk
Farsø – bilist med stjålne plader forsøgte at køre fra politiet
En ung mand havde ikke umiddelbart til sinds at standse, da en hundepatrulje fra Nordjyllands Politi ellers gav tegn til det med udrykningssignaler. Den unge mand førte en personbil med stjålne nummerplader på Ertebøllevej i 9640 Farsø – det skete kort før kl. 23.00 onsdag den 2. juni. Den unge mand forsøgte i høj fart og på hasarderet vis at køre fra politiet. Det lykkedes ikke, og manden erkendte forholdene, da patruljen efterfølgende sigtede ham for ikke at ankomme politiets anvisninger, at køre venstre om et helleanlæg samt i fem tilfælde ikke at have blinket ved sving.
Følg Nordjyllands Politi på:
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.