"Bjælkehytten i Brønderslev er stedet, hvor gode venner mødes. Hvor kortspil, søndagsquiz, banko og levende musik er med til at skabe en hjemlig og hyggelig stemning", fortæller forpagter Tina Nielsen, der har været tilknyttet Bjælkehytten i 25 år, enten som bartender eller afløser.
"Jeg har altid sagt, at skulle jeg en dag have mit eget, skulle det være Bjælkehytten i Brønderslev, som altid har stået mit hjerte nær. Så da børnene var blevet store og muligheden pludselig var der, gik drømmen i opfyldelse", fortæller Tina Nielsen, der i maj 2019 blev vært i eget hus.
Tina Nielsen har boet i Brønderslev hele sit liv og blev i første omgang kontoruddannet inden for spedition. Men lysten til at arbejde med mennesker gjorde, at hun i maj 2016 blev færdiguddannet som social- og sundhedshjælper.
Hun har i mange år arbejdet i kortere eller længere tid på diverse værtshuse i Brønderslev, og siden sommeren 2017 har hun arbejdet på Bjælkehytten, som hun altså nu bliver forpagter af.
Med en erfaring fra værtshusmiljøet og arbejdet med mennesker i hjemmeplejen har Tina alle de kompetencer, der skal til for at drive Bjælkehytten.
"Det brune værtshus" som Bjælkehytten også kaldes af nogen, kan noget med de faste kunder, forklarer Tina, som har en personlig mission med værtshuset:
"Vi har faste kunder, der måske ikke passer ind i andre tilbud. Hvis man ikke synes, man passer ind andre steder, oplever man her i Bjælkehytten en mere uformel tone og man bliver set som den man er. Her kan vi rumme alle og vi kærrer om hinanden".
Tina står til enhver tid klar til at give kunderne gode råd. "Jeg har jo erfaring med andet end at stå i en bar. Med en god portion livserfaring og erfaring fra tunge systemer i hjemmeplejen, kan jeg ofte være de brede skuldre og store ører, der lytter og er klar til at hjælpe. Da jeg kørte for hjemmeplejen, ville jeg gerne gøre mere for dem, jeg besøgte, men jeg havde ikke den fornødne tid. Det har jeg fået nu. I Bjælkehytten har jeg tid til at tale med folk", forklarer Tina, som har fået stor opbakning fra familien til at drive det populære viseværtshus.
Tinas kæreste er fritidsmusiker, og han er med til at få lidt mere gang i musikken i Bjælkehytten.
"Under almindelige forhold - når der ikke er Corona-restriktioner - har vi jævnligt levende musik og har fast musik første fredag i måneden. Vi vil gerne have mere gang i kulturlivet i byen. Med de små musikere prøver vi her i Bjælkehytten at lave musik og events, der er tilpasset det mere modne publikum, så de får en mulighed for at komme ud og høre god musik".
Tina står for den daglige drift i Bjælkehytten og er selv tilstede hovedparten af tiden. "Jeg har selvfølgelig afløsere og faste ansatte. For mig er det vigtigt, at de har samme værdier som jeg og så at sige “bliver en del af inventaret”.
Om fremtiden fortæller Tina:
"Jeg vil kæmpe for at bibeholde det miljø, vi har i værtshuset i dag. Selvfølgelig skal der fornyelse til, men grundprincipperne er vigtige for mig at fastholde. Jeg skal have alle mine kunder med mig - Bjælkehytten skal være et sted, der kan rumme alle".
Man kan besøge Bjælkehytten i Frederiksgade 13 i Brønderslev og læse mere på deres Facebook side