Verdensmål til hverdagsmål – på Klokkerholm manér

Foto: Brønderslev Bibliotek . En gruppe engagerede seniorer skal arbejde med at gøre FN’s 17 Verdensmål til hverdagsmål med udgangspunkt i Klokkerholm.
Profilbillede
dato

Onsdag den 9. november blev Klokkerholm i Verdensklasse skudt godt i gang. Projektet som Brønderslev Bibliotek og Klokkerholm Hallen står bag, er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. En gruppe engagerede seniorer skal arbejde med at gøre FN’s 17 Verdensmål til hverdagsmål med udgangspunkt i Klokkerholm.

Til det første af 12 møder var Merete Holmvard Jensen, som har startet klimaorganisationen Klima X, inviteret som oplægsholder. Hun holdt en engagerende workshop, hvor deltagerne selv kom i spil og blev klogere på, hvad Verdensmål går ud på, og hvordan de vil arbejde med dem i Klokkerholm.

Gruppen havde masser af ideer til, hvad de gerne vil arbejde med i projektet, bl.a. hvordan man kan mindske madspild og få mere bæredygtige madvaner, hvordan de kan styrke naturen og hjælpe biodiversiteten på vej i Klokkerholm, og om der er muligheder for at udvide de deleordninger, der allerede findes i byen. F.eks. har byen allerede en fælles trailer, beboerne i Klokkerholm kan låne.

Deltagerne i Verdensklassen kommer både til at lære en masse selv, og de kommer i lige så høj grad til at arbejde med, hvordan de kan give deres viden videre til andre. Projektmedarbejder Katrine Dinitzen fortæller: ”Målet er, at projektet kommer til at smitte af på Klokkerholm og dens beboere.

Igennem forløbet bliver deltagerne en slags Verdensmålsambassadører, som på et helt lavpraktisk plan kan inspirere andre til også at gøre en forskel. De skal bl.a. prøve kræfter med at lave en podcast, hvor de kan dele alle de gode råd og tiltag, de arbejder med i forløbet, og de skal samarbejde med skolen og andre lokale institutioner. Det bliver et levende projekt, som både bliver fedt at deltage i og fedt at følge”.

For mange er det nok stadig lidt svært at sætte fingeren på, hvordan de 17 verdensmål kan omsættes til praksis i egen hverdag. Målet med projektet er at holde fokus på det, vi rent faktisk kan ændre lokalt og gøre den vej lettere at gå ved at inspirere til, hvordan man helt lavpraktisk selv kan tage fat. Og netop her er seniorerne en spændende gruppe at få på banen.

De har erfaringer at trække på, som er relevante og vigtige at få givet videre til yngre generationer. Det kan handle om at reparere og passe på sine ting og tøj, genbruge og om at bruge det man har i køkkenet og ikke smide mad ud. Netop de her redskaber kan bruges, når Verdensmål skal blive til konkrete hverdagshandlinger.

På programmet de næste gange er der bæredygtige julegaver lavet af materialer, man allerede har i hjemmet, og et besøg hos Nordværk, hvor vi skal lære om affaldshåndtering og sortering. De følgende gange bliver planlagt ud fra alle de gode ideer, gruppen kom med på workshoppen.


Hvad er Verdensmål?

FN’s Verdensmål består af 17 mål og er den til dato mest ambitiøse globale udviklingsdagsorden. FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN topmødet i New York den 25. september 2015.

Målene trådte i kraft den 1. Januar 2016 og skal frem til 2030 sætte os kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på. Læs mere på hjemmesiden her.

Kilde: Brønderslev Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook